Hvad er Loppehuset?

Loppehuset er et unikt koncept, som giver byens foreningsliv mulighed for at tjene penge til deres aktiviteter. Loppehusets medlemsforeninger har på skift Loppehuset i typisk 3 uger ad gangen, hvor de indsamler ”nye ting” at sælge og holder loppemarkeder for kunder.

Hvornår er der åbent?

I Loppehuset er der ikke faste åbningstider. Som oftest er der åbent 1 gang om ugen – ugedag og tidsrum varierer dog. Tjek derfor altid Loppehuset.dk for de aktuelle åbningstider, som opdateres hver 3. uge. Søgeresultater fra fx Google er ikke altid korrekte, og loppehuset har ikke indflydelse på søgeresultaterne.

Kan jeg donere ting og møbler til jer?

Ja. Har du nogle gode genbrugsting eller møbler, som er for gode til at blive smidt ud, kan du donere dem. Det gør du ved af aflevere det på Viby Genbrugsstation i den hal, hvorpå der står Loppehuset.

Hvorfor er der ikke faste åbningstider eller åbent hver dag?

Loppehuset består af forskellige frivillige foreninger, som skiftes til at afholde Loppemarkeder i huset. Hver 3. uge er der således en ny forening, som har Loppehuset. Den enkelte forening bestemmer selv sine åbningstider, som de skal have til at gå op med foreningens normale aktiviteter.

Hvilke betalingsmidler kan man benytte i Loppehuset.

I Loppehuset kan man altid betale med kontanter, og langt de fleste foreninger tilbyder betaling med MobilePay. Det vil altid fremgå af loppehuset.dk, om der kan betales med Mobilepay ved det aktuelle loppemarked. Foreningerne tilbyder desværre ikke øvrige betalingsformer, som fx betalingskort, Apple Pay og Google Pay.

Hvorfor står der ikke priser på tingene?

I Loppehuset står der som udgangspunkt ikke priser på tingene, for det ville kræve for mange ressourcer, hvis foreningerne skal sætte prismærker på samtlige varer. Visse ting og typer af varer kan dog være prissat.

Hvordan ved jeg, hvad en ting uden prismærke koster?

Når man har fundet en ting, man er interesseret i at købe, går man hen og spørger den nærmeste sælger om prisen. Loppehuset er delt op i afdelinger, og der står sælgere i alle afdelinger. Sælgerne kan som regel kendes på, at de bærer refleksvest og/eller navneskilt.

Hvorfor skal man betale tingene løbende i hver afdeling og ikke bare samlet ved udgangen?

Da de fleste ting ikke er prismærket, er samlet betaling ved udgangen ikke en mulighed. Det er sælgerne i de enkelte afdelinger, der fastsætter priserne. Man betaler derfor løbende i hver afdeling, inden man går videre til næste afdeling.

Hvor kommer alle tingene fra?

Hovedparten kommer fra Viby Genbrugsstation, hvor Loppehuset har deres egen hal. Her kan alle donere deres brugte ting til genbrug og samtidig støtte byens foreningsliv.

Hvor tit får I nye varer?

Loppehuset får nye varer hver dag med enkelte undtagelser*. Som køber kan man derfor være sikker på, at der til hvert loppemarked er `nyt` at finde.
*Der bliver ikke hentet ting d. 24., 25., 26., og 31. december, d.1. januar og under Northside Festival, da genbrugsstationen er lukket.

Hvad kan man købe i Loppehuset?

Man kan finde næsten alt i Loppehuset. Stedet er delt op i følgende afdelinger:
Lamper, Billeder/kunst, Bøger, Tøj/sko, Møbler, Køkkenting/isenkram, Elektronik, Legetøj, Antik/retro, og ikke mindst Hus og Have, der har lidt af hvert.

Hvem står og sælger i Loppehuset?

Det gør de frivillige i den forening, der har Loppehuset. Det er typisk sportsforeninger, spejdergrupper og lignende.

Er der toiletter?

Ja, der er 2 toiletter, hvoraf det ene er handicapvenligt.

Kan man købe mad og drikkevarer?

I Loppehuset er der et cafeområde. De fleste foreninger sælger her lidt mad og drikke.

Er der gratis parkering?

Ja ca. 150 meter fra Loppehuset ligger en stor parkeringsplads med over 200 pladser. Man kan også holde tættere på, men her er pladserne begrænset.

Kan jeg bytte eller returnere en vare købt i Loppehuset?

Nej. Når du køber noget i Loppehuset, accepterer du, at det er købt som beset. Du accepterer således, at der ikke er nogen bytteret, returret eller reklamationsret.

Hvorfor kan der opstå ventetid ved døren?

Selvom Loppehuset er over 1.000 m2 stort, er der forskellige brandregler, der skal overholdes. Der er derfor en øvre grænse for antal personer i huset. Når vi når denne grænse, lukkes der ikke flere ind, før et tilsvarende antal personer er gået ud. Derfor kan der nogle gange være ventetid udenfor.

Hvordan kan min forening afholde Loppemarked i Loppehuset?

Er du en del af en frivillig forening, og ønsker I at holde Loppemarked i Loppehuset, så kontakt bestyrelsen for at blive medlem af Loppehuset. Det er kun medlemsforeninger, der har mulighed for at afholde Loppemarked i huset.

Hvad går pengene til?

Pengene går til den pågældende forening. Der er ingen i Loppehuset som får løn, og alt er frivilligt arbejde. Ved at købe ting i Loppehuset støtter du dermed byens foreningsliv.

Kan jeg få afhentet mine ting og møbler, jeg vil donere til jer?

Som udgangspunkt kan du kun donere ting til Loppehuset ved at aflevere dem i Loppehusets hal på Viby Genbrugsstation. Men har du nogle gode ting af en vis værdi, kan du prøve at kontakte den forening, der aktuelt har Loppehuset. De kan så vurdere, om de har interesse i tingene, og mulighed for afhentning. På loppehuset.dk finder du telefonnummer til den aktuelle forening.

Er I på de sociale medier?

Loppehuset som forening er ikke på de sociale medier. Men de fleste medlemsforeninger laver reklame og opslag på fx. Facebook, når de afholder deres loppemarkeder i Loppehuset.